Foreninger kan hjælpe dig på vej
Netværk og faglig sparring er den direkte genvej til at udvikle sig og få opgaver inden for sit felt. En nem vej til begge dele kan være at melde sig ind i en forening fuld af ligesindede.


Foreninger kan hjælpe dig på vej
Netværk og faglig sparring er den direkte genvej til at udvikle sig og få opgaver inden for sit felt. En nem vej til begge dele kan være at melde sig ind i en forening fuld af ligesindede.
I forhold til mange andre fag, er der ikke ret mange tegnere. Det betyder, at foreningerne er små og medlemmerne derfor lærer hinanden at kende. Det er, med andre ord, en nem måde at møde ligesindede på.
De aktive i foreningerne er frivillige, der har lyst til at hjælpe faget og dets mennesker frem.
Navnene på foreningerne siger noget om deres hovedfokus, men forsvindende få tegnere arbejder 100 procent med én ting. Arbejdsområderne overlapper.
Derfor er flere tegnere også medlem af både to og tre foreninger – hvilket selvfølgelig også afspejler den passion, der er for faget OG dets mennesker.
Det, de fleste har til fælles, er, at de arbejder alene. Men det behøver ikke at betyde, at man skal sejle sin egen sø. Der er meget faglig og menneskelig støtte at hente i et fællesskab.
Du hjælper også dit fag, hvis du er medlem af en forening. Det er foreningerne, der arbejder ihærdigt på at sikre din andel af kulturelle midler fra VISDA og af bibliotekspengene. Desuden gør de en indsats for at sikre din ophavsret.
Det er disse foreninger, der varetager dine interesser, når fx en ny EU-lov skal vedtages i Danmark, eller der skal forhandles rettigheder på anden måde.
Foreningerne kan kun forhandle seriøst, hvis de har medlemmer nok – og den del er op til blandt andet dig.
Ønsker du indflydelse på området eller bare i en forening, bliver enhver indsats som regel taget imod med kyshånd.